Historie

Indflytning i Kejlstruplund 14, juli 1965

Af Aase og Jørgen Kristiansen, hus nr. 14
 

 

Vi havde boet fem år i en dejlig 2 ½ værelses lejlighed i Hillerød øst, i Sygehuskvarteret, i åbne omgivelser, og i lune sommeraftener kunne vi fra altanen høre nattergalen synge. Vi boede der, fordi jeg oprindelige havde haft arbejde i Hillerød, et stipendium på Ferskvandsbiologisk Laboratorium. Men så havde jeg fået fast stilling på Botanisk Laboratorium i Botanisk Have inde i København; ligesom Aase. Så vi pendlede begge to, først med tog, siden med bil. Og vi havde et barn og et i vente. Så vi ønskede dels mere plads - eget hus, dels nærmere til arbejdet. Derfor så vi nu på huse og rækkehuse nærmere inde mod København. Birkerød var udelukket: der var fuldt af soldater i toget, og Kongevejen gennem Birkerød, som vi havde kørt ad dagligt, var det kedeligste man kunne forestille sig. Alligevel så vi os også om i Birkerød. Det viste sig, at nye huse ikke måtte være over 120 m2.. Vi ville godt have mere, og rækkehuse var undtaget fra den begrænsning.

På vores vej ind til København havde vi ofte tanket på Caltex-tanken i Birkerød, og derfra kunne vi se op til Kongevejsblokken der var under færdiggørelse, og hvorpå der hang et stort skilt med "Rækkehuse til salg". Så en dag kiggede vi op på prøvehuset i Kongevejsblokken. Der var en flot udsigt ud over Kongevejen og over mod Furesøen. Peter på 4 var dybt fascineret af at man kunne kigge lige ned til benzintanken og følge med i hvad der foregik der. Der var stadig huse til salg i Blok A og B. A tiltalte os med den skønneste udsigt over bølgende kornmarker. Men da vi kom ind i Blok B nr. 14 med udsigten ud over Blok A over markerne og helt over til Rude Skov (det havde vi slet ikke forventet) og med god fordeling og orientering af for- og baghave, slog vi til, selvom huset slet ikke var færdigt - der manglede f. eks. trappen op til dagligstuen. Huset kostede 202.000. Vi betalte temmelig meget ud, så vi kom til at sidde for en rimelig månedlig husleje. Og grundejerforenings-gebyret var nogle få hundrede kr. om måneden.
I juli flyttede vi med vores få møbler ind til oceaner af plads. Vi anskaffede os spisestuemøbler, ekstra sofa, ekstra lænestol, flere reoler, nye senge, mm. Peter fik det lille værelse i underetagen; det blev møbleret ganske som hans gamle værelse i Hillerød. I det store værelse stod der længe kun et strygebræt. Kældergarderoben var pulterrum, vi brugte køkkengarderoben til at hænge tøjet i. Efterhånden blev det store værelse børneværelse, i det lille kom der i mange år til at bo skiftende barnepiger. Derefter fik drengene hver sit værelse, og nu har vi to arbejds/gæsteværelser. Køkkenet fik vi - ligesom vores naboer - snart udvidet til spisekøkken ved at få fjernet væggen ud til gangen; så havde vi havedør fra køkkenet.

Haven: Der fulgte kun to rækker fliser med, så vi fik hurtigt, i flere omgange, lagt fliser til terrasse. Ved planeringen af haven var al muldjorden blevet fjernet, og den tilbageværende lerjord led hårdt af "traktose". Muldjorden var blevet lagt i en stor bunke ude på fællesarealet og blev kørt væk, inden vi fik fingre i noget af den. Senere fik vi så kørt noget på, men haven var så vandlidende, at Peter sejlede med sine skibe, hvor der skulle have været græsplæne.
 


"Gamle Berg", der boede rundt om hjørnet til Nobisvej (der dengang hed Kejlstrupvej ) fik vi til at dræne. Om haven var der stakit af dyrehegn, og op ad det var der plantet spinkle slyngplanter, som hurtigt gik ud. Der var fri udsigt gennem alle haverne.. Senere fik vi plantet hæk af lærk, efter fælles aftale med naboerne. Der var ingen låge ud til fællearealet; den fik vi også "Gamle Berg" til at lave. Haven begyndte at tage form, med græsplæne, blomster og krydderurter.
Det var et herligt sted at flytte ind. Næsten alle beboerne var jævnaldrende unge familier med mindre børn. I de fleste familier var der barnepige eller hjemmegående husmor, børnene var ikke i børnehave eller vuggestue. Så der var et utal af legekammerater, der gik ind og ud hos hinanden, og vi fik fra starten mange gode naboer. Og vores driftsbestyrer, den legendariske "Jensen", tog hånd om det hele.

Omgivelserne: Da vi flyttede ind, var Kejlstruplund en opkørt grusvej, og der var lagt planker som gangbroer ind til de enkelte huse. Indkørslen fra Kongevejen ad den daværende Kejlstrupvej, nu Nobisvej, var ligeledes i meget ringe stand. Mølledamsvej eksisterede ikke; der lå dengang en stor planteskole, hvor der nu er kontorbygninger, Jehovas vidner, Olson Møbler og diverse villaer. Børnehaven var der heller ikke, men en blomstrende græsmark. Birkeporten eksisterede heller ikke, ej heller Kongevejsviadukten.
Når man gik ned til Kongevejen havde man Caltex benzintanken lige overfor, om vinteren ydede den starthjælp til alle de biler der ikke kunne starte i kulde og regn. Bagved lå "Motel Birkepejsen", hvor man kunne indlogere sine liggende gæster. Der var ikke andre butikker end en købmandsbutik, hvor man kunne handle i en snæver vending - benzintanken solgte kun benzin. Kejlstrupgård lå der endnu, men husede et badeværelsefirma. Den store moderne bygning der nu huser revisionsfirmaer og lignende, var der ikke tænkt på endnu, heller ikke på "Jacobil". På Mogens Fogs hjørne lå der et gammelt sammensunket hus. Der var stadig adskillige stråtækte huse langs Kongevejen, ja også i Hovedgaden.
Når man skulle til Birkerød Supermarked (det nuværende "Superbest" - i miniformat) skulle man først ned til Kongevejen og så hen mod krydset og ned ad Ravnsnæsvej, så det var en ordentlig omvej. Det kompenseredes dog ved at Supermarkedet villigt bragte telefonbestilte varer ud; de havde en hel flåde af varebiler til det samme. Nærmeste bager var "Nobis Mølle"; selve møllen var brændt nogle år i forvejen

Det varede længe inden vi kunne få telefon. Den nærmeste telefonboks var ved Kongevejskrydset, ved det gamle apotek. Der var også den nærmeste postkasse. Vi ventede barn nr. 2, da vi flyttede ind. Heldigvis havde vores læge-naboer fået telefon hurtigt, så der kunne vi ringe fra, da det pludselig hastede. Gik man den anden vej, op ad Kejlstrupvej kom man ud til Kejlstrupgaards store åbne marker. Her kunne man ad snirklede stier snige sig over til Rude Skov. Hele Nobisvej-kvarteret var slet ikke anlagt. Stien fra toppen af Kejlstruplund var der, i begyndelsen fra grillpladsen, men blev siden flyttet til sin nuværende placering på grund af byggeri. I en periode var der meget vrøvl angående vores adgang til stiforbindelse over til skoven, men det blev efterhånden ordnet. Der var ikke alle de hegn om markerne, der om vinteren var et fremragende skiterræn. Der var også fri adgang til vandhullerne, hvor børnene kunne fange salamandre og haletudser; på vores aftenture kunne vi høre nattergalen, og fra Blok A så vi engang en hermelin løbe på marken.
Fra vores vinduer kunne vi se ud over markerne, med køer og heste om sommeren, og skiløbere og kælke om vinteren, også ned ad vandtårnsbakken. Men denne udsigt er nu næsten væk, især på grund af de mange høje træer i Nobisvej-kvarteret.
Men ikke alle forandringer er til det værre. Der er mange gode nye initiativer, og vi synes stadig vi bor et dejligt sted. Huset med de forskudte etager og den flotte udsigt vækker stadig beundring hos vores gæster.